tirsdag den 31. juli 2012

Den sidste dag i juli........


var det en lise at stå tidligt op og få ordnet en masse dejlige ting i garage og have. Nogen gange virker det som ren meditation bare at tulle rundt og ordne forskellige ting.
Sammen med manden og alene blev der ryddet op i garagen, bundet slyngroser op, klippet toppe af kartoffelplanterne (de har fået skimmel), luget lidt, plukket blåbær, lavet marmelade af blåbærrene, og ikke mindst tid til at beundre kugletidslerne og de insekter, der sværmer om dem og suger nektar.





Jeg fik plukket næsten 200 gram blåbær. Det lyder ikke af meget, men blåbær modner over meget lang tid, så jeg tænker, jeg kan plukke mange gange endnu.


Billedet afslører at jeg kæmper pænt meget imod padderokke i haven. Det eneste pænt der er at sige om den, er at den ligner et slankt juletræ.


Når nu jeg var igang i køkkenet, så hentede jeg nogle rabarber og jordbær fra fryseren og fik lavet to glas blandet bærmarmelade, der er tiltænkt lagkagen til 100 års fødselsdagen ( 46+54), to glas jordbærmarmelade og et glas ene blåbærmarmelade. Ren hjernemad, men det vender vi tilbage til en anden gang. Jeg har denne gang brugt syltesukker, som er sukker med pektin i. Jeg brugte 500 g syltesukker til 1 kg bær. Det er det blevet fint tyk af.


Glassene fik dels hætter på, dels mavebælte eller en blonde.


Stoffet med bær, er et viskestykke fra Netto.

søndag den 29. juli 2012

Olympic Games jewellery......

.......eller det er måske for meget sagt, men



i anledning af det igangværende OL har jeg prøvet at kreere et par smykker med ol-logoet. Synes det er et grafisk flot logo.


Jeg har brugt maxi perler til halskæden. Prøvede først at stille dem tæt sammen i den rigtige formation på pladen, inden jeg satte dem i ovnen til smeltning. Der hang de ikke rigtig sammen. Jeg prøvede så først at smelte dem lidt, tage dem ud, sætte dem i formation og så ind i ovnen igen. Det var bedre og holder fint, men det kan godt være, der skal nogle forsøg til. Min første tanke var at smelte perlerne først, skære en revne i dem, og så sætte dem sammen bagefter, men det var perlerne for tykke til.
Jeg har brugt forskellige snore, men kan bedst lide den med lædersnøren.


Øreringene er med almindelige midi hamaperler. Prøvede først at smelte dem i ovnen, for at få den fine ringform, men det drillede lidt. Satte dem så på en perleplade og strøg dem på gammeldags maner. Satte en smykkering i den sorte og så i en ørebøjle. Synes egentlig de blev meget fine.

Så håber jeg bare der kommer nogle OL medaljer til Danmark, så jeg kan pynte mig til fest. :-)

lørdag den 28. juli 2012

Panduro-lækkerier.


Opdagede tilfældigt, der er udsalg i Panduro butikken i Kolding Storcenter. Det var for stor en fristelse. Fik købt stofstykker 70x50 til 8 kr stykket og papirtape, ligeledes til 8 kr plus nogle andre småting.
Stofstykkerne har jeg planer om skal indgå i nogle sommerpuder, hvor det skal kombineres med viskestykkestof.
Meget andet havde de 70 % rabat på, så står du og trænger til at få fyldt lageret op, så er det bare med at komme afsted. Mon ikke der også er udsalg i alle Pandurobutikker.


Dejlige farver, specielt det grønne med roser på, er jeg glad for.

Berusende dufte i haven.

Håber du nød den dejlige sommeraften, vi fik i går aftes. Vi blev siddende ude til halv 10 og nød de dufte, næsen forkæles med når duggen falder.


Ikke så langt fra terrassen gror der en kaprifolie-plante. En sort, som blomstrer senere end andre sorter. De to andre, jeg har i haven er ihvertfald for længst afblomstret. Nærheden til terrassen gør at vi om aftenen, når duggen falder, i den grad kan nyde den berusende duft af blomsten, en duft jeg synes, er fantastisk og eksotisk.




Planten får røde bær, som desværre er giftige, dog ikke flere end det er overkommeligt at fjerne dem, hvis man synes. Blomsterne kommer som regel så højt oppe at helt små børn ikke kan nå dem.

Rundt i havet har jeg strategisk placeret flere duftende planter, som jeg nyder at gå forbi. I indkørslen er der en duftsnebolde, i midtbedet en storkonvalbusk, der dufter henrivende af en blanding af vanilie og liljer, og roserne spreder gennem hele sæsonnen deres velduft. Krydderurter som citronmelisse, mynte og løvstikke bidrager også til duftbilledet.

torsdag den 26. juli 2012

Liggende roser

Ups, det her blomsterindlæg skulle først være dukket op i dag fredag, men pyt, det sker der nok ikke så meget ved.
God weekend.


Uge 30´s fredagsbuket er med liggende roser. Roserne er fra den store slyngrose, som jeg lige ikke kan huske hvad hedder. Den blev klippet totalt ned sidste år, men er kommet helt vildt tilbage og blomstrer nu overdådigt.

Blomstrer behøver ikke altid stå op i en vase for at tage sig godt ud. Skålen er købt på genbrug. Faldt for den grønne farve og synes den står godt til den lilla rose.



God fornøjelse.

tirsdag den 24. juli 2012

Ferie i Slovenien.

Vi er netop hjemvendt efter otte dages ferie i Slovenien. Den sidste uges indlæg har derfor været forprogrammeret, men jeg håber ikke, det har gjort dem mindre se - og læseværdige.
Vi oplevede et dejligt varmt, smukt, grønt og turistvenligt land, hvor de fleste kan enten tysk eller engelsk. Oplevede bl.a at få udleveret en brochure på dansk, hvilket jeg da synes er ret serviceminded. Der kommer billeder og beskrivelser senere, men herfra skal der lyde en anbefaling af Slovenien som rejsemål og en lille smagsprøve på billeder.
Ser ud til at vi har tage varmen med hjem, så nu skal resten ferien nydes på terrassen og til pleje af et nær familiemedlem.



søndag den 22. juli 2012

Maybe this will be my year.

Jeg har købt en ny cd. Den er med det amerikanske pop-rock band Train.
Første gang jeg hørte dem, var i et afsnit af CSI, hvor forsangeren spillede sig selv. Der sang de Save Me San Fransisco og Marry Me. Forsangeren hedder Patrick Monahan.
Jeg downloadede nogle numre, som jeg blev glad for. Et andet kendt nummer er Hey Soulsister, ligesom de leverede musikken (Shake up Christmas) til Coca Colas julereklame, så den har I nok hørt mange gange. Ialt har de udgivet fem albums, hvoraf California 37 er det sidste. Det kom i april i år.
Den mest kendte fra dette album er Drive By. Jeg synes dog at This will be my year, der indleder albummet, har en rigtig god tekst og en god rytme i musikken. Uden sammenligning iøvrigt minder nummere i sin opbygning et nummer af Lars Lilholt. De mestrer begge to af skrive en tekst, bygget over nogle begivenheder i verden.
Lyt selv her.



Et andet godt nummer er Bruises, featering Ashley Monroe. Den kan du selv finde på You tube.

God musik.
Du kan kigge lidt på deres website her

fredag den 20. juli 2012

Hvid buket



Denne fredagsbuket er hvid og grøn og er kreeret for at vise at mange blomster også er ret fine at bruge, inden de springer ud og får farve.



Blomsterne er hvid katost, grønne skærme fra Skt. Hans urt, der senere bliver dybrød, og  grønne kugler fra kugletidsel, der er blå-lilla når de springer ud.
Alle stilke er strippet til et bladpar under blomsten og bundet løst, så der er lidt luft imellem blomsterne.


Synes egentlig den er sød og fin i sin blege farveskala. Buketten kommer med på kirkegården, hvor den forhåbentlig kan holde længe.

God fornøjelse.

onsdag den 18. juli 2012

Beretning fra et bagsæde del 8

Inden ferien i år, må jeg hellere få os helt hjem fra sidste års eventyr på Yrsa ( MC´en).
Du kan læse del 7 her. Og alle tidligere beretninger unden fanen beretninger i højre side.

Dag 11.
Vi vågnede til det mest fantastiske vejr og morgentrafikken på vandet. De var ved at bygge en ny tunnel til T-banen, så der blev livligt sejlet sand osv væk på pramme. Trafikken i centrum af Stockholm er altid et mareridt pga de mange broer over kanalerne. Den kæmpestore rundkørsel Slussen er heller ikke sjov at komme rundt i.
Det var vi heldigvis fri for at bekymre os om, for vi skulle bare bruge apostelens heste idag og gå på vores gode ben.

Vi startede med at gå ind i Gamle Stan. Hvilken smuk by. Stemningsfuld, velholdt og masser at kigge på. Der var hyggelige små butikker af forskellig slags. Er godt klar over, de primært er rettet mod turister, men jeg synes alligevel, de var ret charmerende.




 Vi gik også igennem den smalleste gade, hvor man kan nå væggene når du strækker armene ud.






Første mål var Kongeslottet. Et smukt slot, som umiddelbart virkede mere åbent end Amalienborg, selv om vi heller ikke her måtte gå indenfor rebene, der markerede afskærmingen.  Der var et museum på slottet og en fin souvenirbutik, hvor vi kunne købe kongelige produkter.
Livgardens soldater i Sverige er selvfølgelig blå, en flot uniform.




Efter besøget på Kongeslottet gik vi langs vandet ud til Djurgården, en ø lidt udenfor. Her ligger Vasamuseet, nationalmuseet Skansen, og flere andre museer og forlystelser. Vi havde Vasamuseet som mål. Det var en dejlig gåtur derud med masser af liv og levned. Desværret var der også kø for at komme ind og vi var ved at gå sukkerkolde. Efter entreen gik vi direkte til restauranten og her fik jeg den dyreste smörgås, jeg nogensinde har fået. 93 kr for et stykke brød med æg og rejer. Hmmmmm.
På museet er udstillet Vasa skibet, et gammel krigsskib, som sank i Stockholms skærgård pga byggetekniske fejl. Det var simpelhen for højt. Det blev, for ikke så mange år siden, bjerget og restaureret og fik så sit eget museum. Museets arkitektur tager udgangspunkt i skibets form. Indendøre er der lidt mørkt og et gulligt lys for at bevare det gamle skib, men flot er det og museet er imponerende i sin højde og udformning. Museet er bestemt et besøg værd med masser af detaljer at kigge på.







Vi havde ikke rigtig energi til at gå tilbage, men tog sporvognen hjem. Vi kom ikke til at betale for turen, konduktøren nåede simpelthen ikke hen til os, så mange turister var der.
Vi stod af ved det indkøbscenter, hvor den svenske udenrigsminister Anna Lindh brutalt blev stukket ned i sep 2003.
Efter at have købt lidt gaver til dem derhjemme, gik vi hjem til skibet og slappede af et par timer inden vi ( igen) gik. Nu blot den modsatte vej, opad til den mondæne område ved Mälerstrand. Der var et dejligt miljø med barer med udendørs servering, musik osv. Vi fik købt lidt aftensmad, som vi tog med hjem og hyggede os med imens vi sad og kiggede ud over vandet. Der kom en masse  reklame-luftballoner flyvende over byen. Lidt nostalgisk for vi ser dem jo ikke så meget herhjemme mere.
Vi var pænt stegte efter en lang dag i solen, så igen fik skibets bevægelser os hurtigt vugget i søvn. Jeg er blevet ret vild med Stockholm og håber bestemt at vende tilbage. Den der forunderlige blanding af noget sydlandsk og alligevel nordisk både i arkitektur og stemning adskiller den fra København fx. Tror Stockholm er imponerende smuk ved juletid. Det var også helt sjovt at genkende mange lokaliteter fra de mange svenske bøger, jeg læser. Fx Arne Dahls 11 bøger om A-gruppen eller Lisa Marklunds bøger om Annika Bengtzon. Den seneste hedder Sort-Hvid.





Dag 12.
Næste dag var det afgang mod Göteborg og hjemad. Der er ikke så meget at skrive om. Det regnede det meste af dagen og da vi nåede til Göteborg var det næsten ikke til at opdrive overnatning. Det vrimlede med fodboldbørn og deres ledere fra hele verden ligesom der åbenbart var en stor koncert under opsejling. Vi endte på et hotel til den dyreste overnatningpris, 1249 svenske kroner, men vi var trætte.

Dag 13.
Tidligt næste morgen ( min fødselsdag) var der afgang til færgen. Det øsregnede, men der var jo ingen vej udenom. På færgen fik vi brugt de sidste svenske kroner. I Frederikshavn regnede det igen og hele turen hjem foregik i øsende regnvejr. Regnvejr kan være farligt for en motorcykel. Specielt på motorvejen, hvor de hvide striber bliver glatte, så valget står imellem at blive indimellem lastbilerne med de farer der er forbundet med det eller at overhale dem og  dermed forcere de hvide striber. Hårdt arbejde for føreren.
Vi endte med at køre af motorvejen og tage landevejen, selv om det så tog lidt længere tid. Hjemme ventede sønnerne med lagkage og en flot gave for manden; en ny bærbar computer. :-)

Håber I har nydt tekst og billeder fra vores tur til Abisko sidste år.
For os havde det været en oplevelsesrig tur. 5000 km tur-retur. Jeg ville ikke have været turen foruden, men jeg tager ikke med på MC-tur igen. Manden har nu taget konsekvensen og kigger på en mindre MC, der er nemmere for ham at komme rundt med alene. Selv om jeg nu synes Yrsa er en smuk motorcykel, hvis bagsæde jeg aldrig glemmer.

mandag den 16. juli 2012

Lavendler, lavendler, lavendler.....


Så blomstrer lavendlerne i haven. Hos mig står de i rosenbedet, men det er egentlig først i år, der er så mange, at jeg kan plukke af dem.

Jeg bandt først en lille buket til at ligge på badeværelset og sprede velduft.



Så gik jeg på nettet for at finde opskriften på at binde en lavendel bouteille. Dvs sådan en, man kan lægge i sit linnedskab eller imellem sit undertøj. Først skal man plukke et ulige antal lavendelblomster, samle dem lige under aksene og så bukke stilkene ned over blomsterne. Så tager man et bånd og fletter op og ned imellem stilkene og resten af båndet snoes rundt om stilkene som håndtag. Det tog mig et par forsøg inden de blev pænt.




Du kan se en mere udførlig vejledning bla. her på bloggen Cand.Selv.

Jeg lavede også lavendelsukker, som kan bruges i bagværk.



Et glas fyldes op med helt almindelig sukker, lavendelblomsterne puttes i og glasset rystes godt. Blomsterne er meget olieholdige, så sukkeret suger olien ud og bliver hurtigt fugtigt at se på. Allerede efter en time, kunne jeg se, der var gang i processen. Glasset rystes en gang imellem. Jeg har tænkt mig at lade det stå i en uge. Til den tid, har jeg tænkt mig at prøve mig at bage lavendelsmåkager.

Der findes flere opskrifter på lavendelsukker. Bl.a her på bloggen Pretty Chik og hos Camilla Plum. Hun har også opskrifter på småkager.


Endelig har jeg sat gang i en hjemmelavet lavendelolie. Normalt er lavendelolie en æterisk olie, der udvindes ved forskellige indviklede processer, men jeg har bare prøvet at hælde mandelolie i et glas og så stoppe det godt om med både stilke og blomster fra lavendlerne. Så må jeg se hvor meget det kommer  til at dufte at lavendel, når det har trukket et stykke tid.
Alle rester har jeg lagt til tørre til at putte i en duftpose.


Håber du har fået lyst til at gå i gang med at bruge dine lavendler til noget.