Boganbefaling. Bogens folk og Abehuset.

Jeg har læst to bøger her i påskeferien, som jeg bestemt kan anbefale.  Bogens Folk af Geraldine Brooks ( Kastaniehøj 2011) og Abehuset af Sara Gruen ( Bazar 2011).

I Bogens Folk følger vi Hannah Heath, en australsk bogkonservator, som får til opgave at analyse og restaurere den jødiske Haggadahen. Det er en af de tidligste illuminerede jødiske bøger fra middelalderen. I bogen finder hun forskellige fysiske spor, som fx en sommerfuglevinge og via disse spor genskabes historien om bogens tilblivelse og de skæbner, der forbundet hermed. Sideløbende fortælles Hannahs egen historie udi kærligheden og hendes problematiske relationen til moderen samt hendes passion for sit arbejde.

Kvindens position i samfundet er et andet tema, som ses både i fortællingerne og i Hannahs liv, hvor hun får sig et par overraskelser.

Jeg kan godt lide at bogens fortælling arbejder sig bagud. En overgang greb jeg mig selv i at fokusere mest på Hannahs nutidige fortælling, men Haggadahens historie er bestemt værd at fordybe sig i og vi får megen historisk og religiøs viden og indsigt. Nu er jeg ikke særlig historiekyndig, men i efterskriftet fortæller Geraldine Brooks om sine kilder og de virker bestemt troværdige.

Geraldine er selv australier og har bl.a. i 2006 modtaget Pullitzer prisen for bogen March. Hun hørte om Haggadahen, da hun var i Sarajevo for at dække borgerkrigen for The Wall Street Journal og man fornemmer grundig research, forud for bogen.  Jeg anbefaler bogen for dens fængslende fortælling, det maleriske sprog og dets litterære udtryk og glæder mig til at fordybe mig i Geraldines to første værker.

 

Den anden bog, jeg har læst, er Abehuset af Sara Gruen. Hovedpersonen er Isabel Duncan, som har haft en opvækst præget af svigt og fravær af omsorg. Dette har formet hende som en person, der ikke rigtig kan finde ud af det med mennesker, og som (måske) derfor har kastet sin kærlighed på aber, nærmere bestemt aber af racen, bonoboer. Hun forsker i abernes kommunikation, lærer dem tegnsprog og betragter dem nærmest som ligeværdige kommunikationspartnere. De er hendes familie. Hun har dog en kæreste, men forholder udvikler sig problematisk. Udover Isabel, følger vi journalisten, John Thigpen, som skriver en reportage om abeprojektet. Han bliver også grebet af aberne og deres kommunkation.

 Der er dog dyreaktivister og pengegriske mænd, der vil det anderledes og laboratoriet sprænges i luften, ligesom der sker voldsomme forandringer i hovedpersonernes liv. I begyndelsen af bogen, er vi mest inde i hoved på Isabel, men senere synes jeg, tyngdepunktet flyttet over i John Thigpen. Ved bogens slutning, synes jeg, der manglede en afslutning på Isabels liv. Synes det er for nemt, vi bare for at vide, hun har et godt øje til Gary, en af aktivisterne.

Der er mange temaer i bogen. Dyrevelfærd-forskning, karriere-familie, arv-miljø, lødig journalistik- sladderjounalistik, drømme-desillusionering, kærlighed-svigt, for bare at nævne nogen af dem. Der næsten for mange, men tilbage står en stærk fortælling, som bestemt er værd at gå ombord i.

Sara Gruen er amerikansk/canadier og har en doktorgrad i engelsk litteratur. Hun er dyreelsker og der optræder dyr i alle hendes bøger. Således også i Vand til Elefanterne, som er en anden bestseller, der yderligere er filmatiseret sidste år med Reese Witherspoon og Robert Patterson på rollelisten. Først tror jeg, jeg skal have fat i den bog og så filmen.

God fornøjelse.

( beklager de forskellige skriftstørrelser, men det drillede simpelthen. Håber I vil  bære over med mig!)